søndag den 2. juli 2017

Man kan ikke lære et hjerte noget. . . . . . . ..

"Man kan ikke lære et hjerte noget, det mærker bare imens det slår"

Sådan synger Thomas Helmig i en sang på sit album, KH Helmig, tilbage fra efteråret 2013. Den dukkede op på min playliste her i dag og den satte nogle tanker igang.
Helmig synger om sin skilsmisse og er lidt dyster og mørk for han fortsætter med at  "og nu skal tiden bare igang med at gå og læge alle sår" Dvs, vi må bare mærke det, vi nu mærker og lade tiden læge de sår, hjertet er påført.

Men han har jo ret, den kære Helmig. Man kan ikke lære et hjerte at lade være med mærke . Uanset om det vi mærker, gør os glade eller kede af det. Om det gør godt eller gør ondt. Uanset om det vi mærker, er noget, vi kan komme af med eller om det bliver gengældt, når vi sender det ud i verden.

Jeg tænker, vi "bare" må være i de følelser, hjertet mærker. Vedkende os, de er der, hvad enten de gør godt eller ondt. Vi må ikke lukke følelserne inde. Ikke pakke dem væk.
Det er alt andet lige nemmere når det er gode, kærlige følelser, der er gengældt. Men også de triste følelser, følelser, der måske ikke bliver gengældt eller taget vare på, må vi være i og stå ved, at de er der.

Det, vi kan lære er at vores følelser ikke må gøre os handlingslammet og styre vores liv. Det er det svære i det her. Vi er ikke vores følelser.Vi er os. Jeg er mig. Jeg er ikke mine følelser, selv om kroppen reagerer på det hjertet mærker.  Og det jeg mærker, sætter hjernen i spind, så følelserne netop får lov til at styre. Får lov til at styre tankerne.
En måde for mig hvorpå jeg kan undgå at følelserne får min hjerne i spind, er at komme ned i min krop, at mærke min krop. Ved fysisk arbejde, ved at gå ind i et kreativt flow, ved at fotografere, ved at vandre langt og længe. Ved at få massage. Ved at meditere.
Ikke ved at flygte eller synke ned i selvmedlidenhed, selv om det nogen gange føles som den nemmeste løsning.

Hvad gør du, når det, du mærker, sætter hjernen i spind?







4 kommentarer:

  1. Dit indlæg må have givet noget genklang for nu læser jeg det for 3. gang. :-)
    Når vi kigger på børn, er det så tydeligt at følelser kan komme og gå uden (her og nu) at sætte de store aftryk. Der er ikke altid langt mellem latter - gråd - vrede - angst - omsorg - mm. Jeg tror, de fleste af os ville have godt af at komme tilbage til det forhold til følelser. De definerer os ikke, de kommer og går - det er jo "bare" en følelse. Det her i alt fald hjulpet mig voldsomt de sidste år at frigøre mig fra at definere MIG som den grundlæggende følelse jeg oplevede. Hvis man definere og holde sig selv fast i en følelse af nedtrykthed, vrede, ked-af-det-hed eller tilsvarende kan det hele komme til at syne temmelig tungt og gråt.
    Præcis som du forsøger jeg hele tiden at mærke min krop, når følelserne overmander mig. Og ofte opdager jeg at følelsen er forsvundet fra kroppen - der sidder bare en lille rest tilbage i hjernen og holder stædigt fast. Massage (for mig ManuVision-behandling), træning, meditation og fordybelse i kreative arbejder - det er nogle af de ting der virker for mig.
    Det blev lidt langt - tak fordi du satte gang i tankerne for mig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Henriette. Tusind tak for din kommentar. Det lyder som om vi er lidt det samme sted. Arbejdet med at frigøre sig fra at definere sig selv som den følelse man har, er hårdt arbejde, som ikke bare sker over nat. Det givet mening for mig at vende tilbage til at opleve vores følelser på samme umiddelbare måde som børn. Hvis vi selv og de personer, vi omgiver os med, kan møde vores følelser på samme måde som vi møder børn, så vil følelsernes rygsæk nok ikke føles så tung. Det er det samme det handler om når vi taler om kærlighed. Børns kærlighed er betingelses løs, hvorimod vi voksne i mange af livets relationer, tænker what's in it for me? Og det er ikke sundt. Nå det blev også lidt langt, men det er sgi et vigtigt emne
      Kh Karin

      Slet
  2. Karin, jeg tror, at jeg kan sige det meget enkelt, "at leve med hjertet". Det er sådan jeg har. På godt og ondt. Men at mærke efter og finde balance. Grundlæggende handler det om, at vi husker os selv, og mærker efter. Ikke at det altid handler om een selv, for nogle gange handler det om andre, men at man altid mærker efter og har sig selv med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Bella, det med at have hjertet med både ift én selv og til andre er en god leveregel.

      Slet