onsdag den 29. juni 2016

På lejr i Bogense.

Vanen tro her i uge 26,  er jeg taget på koloni med arbejdet. Vi er i Bogense. Det har vi været flere gange før for Bogense passer så godt til en gruppe som vores. Byen er tilpas stor, strand og naturen tæt på og badelandet lige akkurat stor nok til at tilfredsstille os. Vi er her fra mandag til Fredag. Vi tager mange billeder, da de støtter hukommelsen så fint ligesom de er med til skabe glæde og genkendelse.
Ind imellem de mange arbejdsrelaterede billeder, sniger der sig et par "det er så smukt billeder" ind på mig.
Dem får I lidt af her.
 





søndag den 26. juni 2016

Alene men ikke ensom vandretur.

De sidste to uger har budt på fem dages børnehørekursus, efterfulgt af rapportskrivning og møder samt andet arbejde. Dertil kommer flere private aftaler som har fyldt dagene godt op. Dejlige aftaler, men i dag trængte jeg til lidt alenetid. Manden skulle på MC tur. Det passede mig fint. Jeg brugte dagen på en langsom morgen og formiddag, efterfulgt af en lang vandretur på 12 km. Den blev nydt til fulde. At gå og lade øjnene vandre hen over landskabet indtil de pludselig fanger noget smukt, er virkelig noget, jeg nyder. Nu er jeg næsten nulstillet og klar til en ny lejr med arbejdet. 
Jeg havde ikke taget det store kamera med, men mobilen gjorde det også ganske godt. Her er lidt indtryk fra min tur. 

torsdag den 23. juni 2016

Den trendy Philodendron.

For et stykke tid skrev Bella fra  Bellas Bedrifter  om sine Philodendron planter, Gustav Winklerne, som hun kalder dem. De skulle sættes udenfor efter at have vokset sig kæmpestore indendøre. Philodendronplanten har længe været ret populær, både som stueplante, men også i print på stof osv. hvilket en hurtig søgning på Pinterest bekræfter.
Jeg havde lyst til at være kreativ med et blad og spurgte derfor Bella om jeg måtte få et blad og hun var så sød at sende mig et blad af sin philodendron bipinntifidum.

Planen var at fotografere bladet, tegne det, male det i akvarel og endelig prøve at trykke med det.
Jeg lagde ud med at fotografere bladet. Det er ikke så nemt uden at få skygger osv. Det kræver et lysbord eller et produktbord, hvilket jeg ikke har. Jeg har forsøgt mig alligevel og fik et par brugbare resultater.





 

Nogen nem diciplin er det ikke. Men sjovt at arbejde med.

mandag den 6. juni 2016

Chokoladekage de luxe, volume 3, med råsyltede rabarber.


Måske husker du denne chokoladekage fra tidligere. Jeg har vist den før i to forskellige varianter. Oprindeligt stammer den fra bloggen Badut. Jeg brugte hendes opskrift som udgangspunkt og tilføjede/ændrede et par småting. Det har jeg gjort igen.
Denne gang har jeg i stedet for æblemos, som Marina har i sin oprindelige opskrift, brugt  200 g rabarberkompot.  Jeg skar også kagen over og smurte et lag chokoladeganache imellem bundene. Kagen blev serveret med flødeskum og råsyltede rabarber. Dem får du opskriften på en anden dag.



Den fungerer altså også ret godt med rabarberkompot i kagen. Smagen af de syrlige rabarber går lige igennem og sammen med råsyltede rabarber, smager kagen frisk og dejlig.
Marinas oprindelige opskrift finder du her.
Mine tidligere indlæg med kagen finder du her og her.



torsdag den 2. juni 2016

Ny fugl i haven.

Der er kommet en ny fugl i haven. I år har vi flere forskellige fugle end nogensinde før. Der er da nogen fordele ved at have lidt vilde partier i haven, hvor der tilsyneladende er masser af føde at hente. Denne fugl har jeg erfaret, er en bogfinke. Den har et meget karakeristisk fløjt. For mig lyder det som den skælder ud hele tiden. Den flyver også ret hurtigt rundt fra busk til busk.