torsdag den 27. august 2015

Et mindre godt sovehjerte.

Jeg har altid haft et godt sovehjerte. Ihvertfald når der er ro og gode tider i livet. Med alderen følger åbenbart et lidt mindre godt sovehjerte. Nu ligger jeg ofte længe og kan ikke falde i søvn. Det gør det jo så heller ikke bedre, at der er meget, der skal tænkes på. Tankerne myldrer frem og stritter rundt i alle retninger. Programmet "Ut af stilheten" som jeg så her til aften på tv2 Norge, et møde i dag, et møde i morgen, bogen, jeg læser, sønnens første praktikperiode på sin pædagoguddannelse, fødselsdagsmenuen til næste lørdag, kanoturen nu på lørdag og tusind andre ting trænger sig foran søvnen.  Men heldigvis også en glæde over den fine gåtur, manden og jeg gik efter aftensmaden. Jeg opgav midlertidigt og stod op og stik imod alle falde- i-søvn råd,  tændte jeg mobilen for at læse lidt. Om lidt prøver jeg igen. Det er vist godt, jeg kun har et møde i morgen og ellers holder fri, så jeg kan sove lidt længere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar