tirsdag den 23. december 2014

23. december. Nyt julekonfekt.


Hvert år ser jeg Jul med Ernst på svensk TV4. Han er ret inspirerende. I år lavede han italiensk konfekt. Eller rettere konfekt som ligner italiensk ravioli.  Det synes jeg var smart fremfor den traditionelle marcipantræstamme, hvor man jo kun kan komme en slags fyld i.
Man starter med at rulle marcipanen ud til en stor plade. Herefter lægger man en kugle af forskelligt slags fyld på, i nogenlunde lige rækker. En ny plade marcipan rulles ud og lægges forsigtig ovenover. Der trykkes let, så der ligesom dannes puder. Inden du skærer marcipanen ud, dekoreres med flydende chokolade i et tilfældigt mønster. Sørg bare for at ramme alle puderne.  Herefter tager du din klejnespore og skærer små firkanter ud. De kommer til at ligne italiensk ravioli og alt efter hvor meget fyld du lægger på, bliver de større eller mindre. Selv om de bliver store, så føles de ikke store i munden, fordi marcipanen er rullet týndt ud.
Dagen forinden konfektmageriet havde jeg kogt en kondenseret mælk, som efter tre timers kogning bliver til den fineste karamel. Har du ikke prøvet det endnu, skulle du tage at gøre det. Jeg viste her hvordan. Karamellen kan tilsættes forskellige smage. Jeg tilsatte hakkede pistachenødder, lakridspulver og karamellikør til hver sin lille portion. Jeg hakkede også nogle chokoladeskildpadder, som blev tilsat lidt mandelmel for at kunne toppes på marcipanen. Der er uanede muligheder for at variere marcipanraviolien. Efter at have skåret raviolien ud, er det en god idé at pynte med det, der nu er indeni, så man kan kende forskel. Man kan også pensle dem med chokolade på bunden. Du finder Ernst originale opskrift her.


Sidste år lavede jeg peppermint-popcorn-marsmallows-balls.og varm kakao med pebermyntestokke og lakridsflødeskum Pebermynte er stadig en trend, kan jeg se. Bl.a har jeg set flere trille deres konfekt i knuste pebermyntestokke. Jeg fik lyst til at lave noget med pebermynte og skumfiduser igen. Det blev til disse seje, men stadig cremede skumfiduspebermyntebolcher.


Jeg smeltede ved svag varme 200 gram skumfiduser sammen med en klat smør, ca. 25 g og 50 gram hvid chokolade. Jeg knuste 10-15 små pebermyntestokke og rørte det i massen.  Jeg tager lidt forbehold for mængderne, for jeg glemte at veje ingredienserne af.  Det bliver til en sej bolchlelignende masse, som efter en smule afkøling kan trilles til kugler, der vendes i knust pebermyntestok og puttes i konfektfome. Pas på, massen bliver ret varm.
Skumfidusbolcherne var et forsøg, men de smager rigtig godt. Den hvide chokolade gør dem lidt cremede og passer godt til pebermynten.
Har man skumfiduser og chokolade tilbage, kan man dyppe enden af skumfidusen i den chokoladen og så trille dem i kokosmel. Det skal jeg prøve i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar