mandag den 22. december 2014

22. december. Hurtige dekorationer med brosten og mos.


Hos Astrid på Instagram så jeg en dekoration, lavet på en brosten. Den var rigtig fin, så jeg har prøvet at lave min egen variant. Jeg havde kun tjavsere på lager. Det er små brosten, men den størrelse er også rigtig fin, synes jeg. Pynten kan ikke fylde så meget, men en lille granbuket og et par lærkekogler blev der plads til. Jeg bandt røde bånd om, nøjagtig ligesom om en " rigtig" pakke. Inden jeg bandt sløjfen, lavede jeg en ekstra sæt løkker af et andet stykke bånd. Den bandt jeg med i sløjfen, så den fyldte ekstra. En lille granbuket blev lagt ind under og enden blev gemt af sløjfen.



Jeg tror den ene skal med på kirkegården, når vi kører derud i morgen.


Her til aften fandt jeg nogle udstiksforme frem for at ville lave noget pynt med dem. Ved et tilfælde fandt jeg ud af, at hvis man gør mosset vådt og presser det godt fast i formen, så får man et fint moshjerte, når man tager den ud igen.  Man kan klippe dem lidt til, hvis det stritter for meget.
Jeg var nødt til at lave nogen stykker og pynte lidt med dem. De kræver en del vand for at holde formen, men de blev da rigtig fine.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar