onsdag den 30. april 2014

Ærter i farverigt selskab eller hvordan du kan pimpe dit ærteklatrestativ.


Min grønsagshave består af tre store højbede, to mindre og et par baljer med bærbuske. I mandags såede jeg ærter i det ene højbed. Ærterne skal klatre på et rionet, som jeg stak ned i jorden og tøjrede yderligere med to hegnspæle. Det ser lidt kedeligt ud indtil ærterne kommer op, så i dag var jeg ude og pimpe rionettet op med lidt gule og pink farver.






Til den, der ligner en sol, har jeg brugt en malet gardinring, forsøgt at binde den i midten og så viklet snor ud i firkanten. Andre firkanter er bare blevet viklet vandret eller lodret. En fik viklet flerfarvet garn om, og to andre blev smykket med knapper.
Det ser da meget festligt ud, synes jeg. Ærterne får ihvertfald farverigt selskab.

mandag den 28. april 2014

En lykkelig mælkebøttestund.


En gang imellem når jeg bare har et ærinde, snupper jeg kameraet med i tasken, for det kunne jo være, der dukkede et godt motiv op. På vej til Kolding Storcenter kører jeg på landevejen og sandelig om ikke der, med udsigt over Gudsø Vig, lå en skøn, skøn mælkebøttemark, som nærmest indbød til at blive knipset og på den måde, var det jo heldigt, jeg havde kameraet med.
Jeg elsker synet af en mælkebøttemark. For mig er den, i stærk konkurrence med rapsmarken og den blomstrenede hæg, indbegrebet af forsommer i naturen uden for min have. Da jeg læste til pædagog for mange år siden, skrev jeg speciale om, hvordan udelivet kan integreres i det pædagogiske arbejde og den dag i dag, er jeg sikker på, det var min fremstilling af visionen om at ville videregive den lykkefølelse, man kan få af at ligge i en mælkebøttemark og kigge op på de drivende skyer, der gav den høje karakter. Jeg var fristet til at lægge mig midt i marken, men jeg nøjedes med at sætte mig i den og knipse lidt billeder. Her er resultatet af min mælkebøttestund.






'

På marken ved siden af stod heste og nød hinanden og solen. 





Vidste du forresten af mælkebøtten egentlig hedder løvetand, men også kaldes troldblomst, hundeurt, lusekonge og så fandes mælkebøtte

Jo Danmark er vidundelig og jeg er taknemmelig for at blive velsignet med sådanne syn.

Det blev en skøn weekend.

Weekenden bredte sig ud over alle de ting og aktiviteter, jeg havde ønsket mig og det i et fantastisk næsten sommerligt forårsvejr. Højbedene er renset og gjort klar til såning, Jussi Adlers " Marco Effekten er tilendelæst, kinesisk buffet er nydt godt og længe, et maleri er påbegyndt og en kreativpakkepostgave er næsten broderet færdig. Der var også god tid til at nyde solen, vuggende i hængekøjen. Og tid til en lille tur med kameraet. Og......... Det bedste af det hele er, at min weekend varer helt til tirsdag. Mandagen er min og den er helt min egen.

Ca. 50 m fra vores hus løber en fin lille å eller hvis det skal være helt korrekt, en bæk. Du husker måske indlægget her hvor jeg fortalte om at naturstyrelsen har gravet bækken fri for slam og anlagt gydepladser. Der er endnu ikke kommet fisk, sådan for alvor, men bækkens brinker er ved at blive naturlige igen. Lige da arbejdet var færdig, så det ikke så kønt ud. I formiddags gik jeg ned til bækken med kameraet og jeg synes bestemt bækken er blevet fotogen igen.










fredag den 25. april 2014

I rette tid.


Den her weekend kommer lige i rette tid.
I rette tid til......
  at samle kræfter
  at spise langsomt og med nydelse
  at sætte kartofler
  at sove i min egen seng
  at læse Marco Effekten færdig
  at dyrke hængekøjeliv
  at nyde godt selskab
  at hengive sig til kreativ fordybelse
  at give hjernen lys og luft
  at fange nuet
  at ønske dig og dine en dejlig weekend.

søndag den 20. april 2014

Påsken i billeder.

Det har været den dejligste påskeferie og heldigvis fortsætter den en dag endnu. Vi har jo godt nok lige haft ferie, men snupper gerne denne påskeferie med. I Thailand købte jeg en ny mobiltelefon. Min gamle LG optimus var egentlig god nok, omend den var ved at blive lidt utilregnelig indimellem, men kameraet var ..... Da jeg købte den for halvandet år siden, sagde jeg dengang, at jeg ikke behøvede en mobil med et fancy kamera, for jeg havde jo mit spejlreflekskamera. Jeg har efterfølgende måttet sande, at efterhånden som jeg mere og mere bruger Instagram fremfor Facebook, så var det frustrerende ikke at kunne tage ordentlige billeder med mobilen. (billeder her er også på instagram) Den nye mobil er en Samsung Galaxy S4. Den har ihvertfald et bedre kamera end LG´en  og flere features.  I går havde jeg mobilen med i haven og faldt over fish eye perspektivet. Indrømmet, der gik lidt over-doing i det, men synes faktisk perspektivet og den sorte ramme tilføjer noget til blomsterbillederne ude og inde. Lidt dramatik og ekstra fokus. Det er ihvertfald ikke første gang, jeg anvender den feature. Men hvad synes I?







I dag har vi haft gæster til lidt frokost. Bordet blev dækket med blåt porcelæn. For mange år siden begyndte vi at samle på Monica Ritterbands stel "Musica"og har en del. Det er desværre gået ud af produktion, men så er det jo heldigt, den blå glasur matcher Megamussel og almindelig musselmalet ganske fint. På bordet er der ellers bare glasflasker med frugtblomstergrene fra haven og et par enkelte ranunkler. Lidt høns og kyllinger i træ, en lille gave med chokolade i en cellofanpose ved hver kuvert, marcipanæg og æggelys i æggebægre. Jeg havde også fundet min mors gamle benbestik frem idag. Enkelt og fint, synes jeg.


Til kaffen, som blev indtaget på terrassen, havde manden lagt en meget grøn påskelagkage sammen. Inden i, er der hindbærmousse. Som nippe-nallemad var der jordbær til at dyppe i honning. Det smager bare godt og sommerligt.



Jeg håber, I har nydt det fantastiske vejr  i påsken med god mad i godt selskab.

torsdag den 17. april 2014

Skærtorsdag, Egeskov Slot og motorcykler i skøn forening.



Skærtorsdag er tilbragt i fint selskab. Manden min, greven fra Egeskov Slot og så lige 3000 motorcykler og deres førere. Egeskov Slot åbner for sæsonen idag og greven havde tilbudt gratis adgang for motorcyklister. Han havde vist bare ikke forventet, der kom SÅ mange. 1000 armbånd var trykt, men da vi kom ved et-tiden var de for længst væk. Han var blevet rendt over ende, ham greven, af mænd med gråt skæg og sorte jakker, der var blevet lokket af det gode vejr, af muligheden for at sparke dæk, møde andre mcførere og så lige den gratis adgang. Nåh ja, nogen luftede så også deres bagsædesild. ( eller for nu at være helt ærlig, så tog jeg den nemme løsning på fire hjul og fulgte efter manden min på de to)



Vi blev mødt af greven, der viste vej om til VIP indgangen for MC´er. 


I anledning af sæsonåbningen havde greven allieret sig med MC forhandlere, primært fra Bdr. Jensen, Horsens og etableret en udstilling med japanske motorcykler fra 1970, erne, 80 erne og 90 erne.





På trods af at denne Yamaha er fra 90`erne, så havde den noget retro over sig. Jeg har ikke en pind forstand på motorcykler, men denne her tiltalte min æstetiske sans.


Honda, skrevet med japanske skrifttegn. Måske en fremtidig tatoo for Hondaelskere.


Der var også et par Harley´er. De er en del af den permanente udstilling. Den gamle her ovenover var fra 1931. Den havde en eneboer købt og i mange mange år gemt i laden. Den har ikke kørt ret meget og det er lykkedes greven og hans stab af få den til at køre. Imponerende.


                                                         Harley anno 2014.

                                              Mænd i sorte jakker har også humor.

Og skulle mænd i sorte jakker glemme at opføre sig pænt, blev de lige mindet om det med dette skilt.


Paradisæbletræet blomstrede, slottet glimtede i baggrunden og svanerne gjorde kur til hinanden i voldgraven. Med den kulisse tog manden et par, for en gangs skyld, hæderlige billeder af konen sin, som så vover at sætte dem ind her, så I kan se giraffen med et stort nyt krøllebrus om hovedet.






Fortsat god påske til dig og dine.