mandag den 3. marts 2014

Mobiler



Jeg er blevet lidt fascineret af mobiler og er gået i gang med at eksperimentere og finde inspiration, bl.a her på Pinterest. Jeg har indtil nu kreeret min egen udgave af en mobile med filtkugler og en med filt klippet i trekanter. Jeg tænker, de måske kan bruges til gaver i de forskellige penne-venne-kreative-pakkepost-kæder, jeg er med i.

Filtkuglerne findes bare i så mange flotte farver og kan købes hos Søstrene Greene. Jeg har bare sat dem på vokstråd med en nål og hængt dem op i en broderiring. Har du ikke sådan en, kan du evt. finde en gammel lampeskærm og klippe/save ringen fri. I hvert fald synes jeg, filtkuglemobilen passer bedst til en ring.
Til trekantmobilen har jeg klippet nogle forskellige størrelser trekanter, tegnet dem på filt, klippet ud og sat dem sammen med en tretrådet broderitråd i matchende farve. Trekanterne har jeg sat på et grillspyd med en lille trækugle i enden. Husk at save eller klippe den spidse ende af.





Endelig er jeg gået i gang med en mobile med trækugler. Her handler det om at finde balancepunktet. Det arbejder jeg lidt videre med. Kunne nemlig ikke lige beslutte mig til om nogle af kuglerne skal males eller de skal stå i rå træ.




Jeg har tidligere kreeret en mobile med drivtømmer og filtkugler. Hvordan jeg gjorde, kan du se her.



Den hænger stadig i mit kreative værksted og jeg er glad for den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar