søndag den 29. december 2013

Jul i Sverige.

Så er jeg tilbage. Jeg håber, din jul har været skøn og dejlig.

Jeg har fejret jul i Sverige i et dejligt hus, hvor der absolut ingen netforbindelse var, og knap nok mobilnet. Min mor døde i februar og min svigermor i maj, og da vi også vidste at ældstesønnen for første gang skulle holde jul hos sin svigerfamilie, besluttede at vi gøre noget helt andet i år. Det blev jul i en torp langt ude i skoven, langt fra alfarvej, 15 km fra Hagfors, som ligger 100 km nord for Vänern og ialt 365 km fra Göteborg. Hagfors er ikke så kendt, men den byder på dejlig natur, wild life, kanoture, fiskeri, skiløb, og en gammel historie om jernindustri. Normalt er der sne i Hagfors på denne tid af året, og vi kunne da også se, at det havde der været, for der var is på søen Lille Ullen og sne i grøfterne. Det meste var imidlertid smeltet, men selveste juleaftensmorgen stod vi op til et snedækket landskab, så lidt julesne fik vi da. Vi forlod også huset i snevejr.

Lige op til ferien havde jeg været syg. På vejen derop blev yngstesønnen ret forkølet og mandet fik ondt i halsen. Selv havde jeg en fæl hoste, så vi måtte forbi et svensk apotek efter hostesaft. Dette til trods har vi haft en dejlig jul. Vi har slappet af, sovet længe, spist når vi var sultne, strikket, læst, spillet computer og bare hygget os,; manden, yngstesønnen og jeg. Vi gik også et par ture i det sparsomme dagslys, ( der er kun lyst i seks timer) men kørte ikke så meget rundt, da vejene var meget bløde og ikke så fremkommelige. I husets gæstebog berettede andre gæster om ulve, bjørne, los, elge, ræve, jærv og mus. Vi så desværre ingen dyr, kun spor efter nogle. Tror bestemt vi skal derop på en sommerferie, hvor jeg tror chancen for at se dyrelivet er større.

På vores gåture havde jeg kameraet med og her følger en billedserie, der forhåbentlig viser, hvilken skøn natur, der er omkring Hagfors.

 Først det dejlige typiske svenskrøde hus.



"Utedasset" som dog ikke er i brug mere.


Udsigten fra huset.




Søen " Lille Ullen" som ligger ca en km fra huset.








På en gåtur i området gik vi lidt højere op og kom forbi et andet hus og en endnu bedre udsigt.







I skal da heller ikke snydes for et par julebilleder.






Den store julebuk i gran så vi mange af rundt omkring. Jeg købte et magasin, hvor der tilfældigvis var en vejledning til sådan en julebuk, så den tror jeg bestemt, jeg skal prøve at lave til næste år. Julebordet var dækket med forhåndenværende materialer plus lidt fra den kreakasse, jeg havde medbragt. Servietringene havde jeg fået af min søster i pakkekalendergave, lige inden vi tog afsted.

Alt i alt en jul og juleaften på fællesskabets præmisser, uden julestress og forventningspres. Det kan anbefales, selv om jeg bestemt også synes, det er dejligt at holde jul herhjemme.
En anden dag vil jeg vise billeder fra en tur til "Bratfallet".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar