Jeg så i aftes et program på Dr1, som rørte mig. Det hed "Den sidste udvej". Emnet var tungt, det handlede om selvmord. Det var ikke sådan en tåreperser-udsendelse men en, der gav indsigt og stof til eftertanke. Dr´s egen omtale af programmet var:
Hvert år forsøger 10.000 danskere at tage deres eget liv. I programmet fortæller 4 danskere hvorfor.
Hvad er det, der gør, at nogle af os mister livslysten og ser døden som den eneste udvej? Og hvad er det for øjeblikke som alligevel gør livet værd at leve for en, der ellers er fast besluttet på at dø?
"Den sidste udvej " fortæller fire livshistorier, vi kan lære af. Så det kan mærkes. På en gang nøgternt og poetisk. Så vi forstår noget, de færreste ikke helt kan begribe og forholde sig til og som tilmed er dybt tabuiseret.
Eva, Pernille My, Leo og Pernille - er overlevere. De har et eller flere selvmordsforsøg bag sig. Men har valgt livet. De fortæller i en ærlig og afklaret tone om den vej, der har bragt dem til der, hvor de er i dag.
På et tidspunkt siger den ene pige "når man har det dårligt, så har man bare brug for at nogen kan rumme een og ikke komme med løsninger. Man har brug for at nogen ER med een."
Det var indsigtsfuld sagt. Jeg tror heller ikke man kan blive hjulpet før end man er blevet rummet, hvor hårdt det end er, hvor langt man end er ude eller hvor syg man end er. Men se den stærke udsendelse selv.
 |
| Jeg har lånt billedet her |
Du kan se udsendelsen her. Jeg ved ikke, hvor længe linket virker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar