Beretning fra et bagsæde. Del 6.

Så er sjette del af beretningen fra vores MC-tur klar. Find de foregående i højre side af bloggen under fanen beretninger.

Dag 7.

Næste dag stod den på vandring i Karins Stroppetur A/S part two, som manden sagde. Vi ville vandre på en del af Kungsleden, som nærmest startede uden for vores dør. Vi pakkede rygsækken med lidt vand og snold, men regnede med at være hjemme ved 13 tiden, så vi tog ikke mad med. Det skulle vise sig at være en fejltagelse.

Abisko National Park er 77 kvadratkilometer stor og har et afvekslende terræn med birkeskov, søer og fjelde. Der var pænt fugtigt sine steder, men der var lagt spån ud, så terrænet ikke tager så meget skade af de mange vandrere. Spån er lange træbrædder, man kan gå på.

Vi vandrede en times tid i birkeskov, hvor der var mange myg, men de generede mærkelig nok ikke så meget. Det var varmt, så der røg hurtigt noget tøj af. Der var dejligt stille og resten af verden føltes langt væk. I en brochure om nationalparken fandt jeg følgende digt.

Blomsterfjäll.

Lycka är att mätt og trött

lägga sig ned och vila på fjällheden,

omgiven av blomstrende fjällsippor og fjällglim.

Luften är fylld av bäckport och ljungpiparflöjt.

Under framglidande molntussar seglar en kungsörn

och planeringskalendern är längt borta.

Sådan nogenlunde havde jeg det, når vi holdt hvil.

På et tidspunkt kom vi forbi en gammel bo-plads for samere. Jeg har dog ikke nogen billeder, men manden tog lidt video, så det får I her.

Efter et par times vandring var vi nået op på den anden side af byen Abisko, helt hen til Abisko Turiststation, som har sit eget trinbræt. Nærmest lige overfor er fjeldet Njulla som er 1169 meter højt. Vi blev enige om at vi ligeså godt kunne tage turen op med banen, selv om jeg ikke er specielt vild med kabelbaner, men der var jo ingen vej udenom, hvis jeg ville med. Det var godt nok stejlt, men flot.
Vel oppe hoppede vi af og gik længere op ad fjeldet, til vi var omtrent oppe på toppen. Der var en fantastisk udsigt over Torneträsk, mod Norge og mod Lapporten og jeg fotograferede på livet løs. Vi gik i lidt sne og der var mærkbart koldere her højt oppe, men imponerende flot. Jeg kan godt forstå mange gerne vil giftes heroppe. Flere og flere svenskere ønsker at blive viet heroppe og der tilbydes ”færdige” bryllupspakker.  Værten fra Turiststationen blev for nogle år siden godkendt til at forrette vielsen, og i 2010 blev 20 par gift på toppen af fjeldet.

På vej ned af fjeldet, så vi helikopteren på vej hjem til basen.

For foden af Njulla, løber elven Abiskojäkka.

Knurren fra maven sagde os, det var tid til at vende næsen hjemad, men lige inden var vi forbi turiststationen. Der er en flora og fauna udstilling som vi kiggede på og købte også lidt postkort. Gåturen hjem langs Torneträsk blev lang og varm. Vi var både sultne og tørstige og troede ikke lige, der var så lang vej hjem. Alt i alt havde vi vandret i 5 timer, så benene var trætte, men hoved, sjæl og øjne var dejligt mætte af indtryk.

Svenske valmuer i dejlige farver.

Om aftenen havde vi bestilt bord på hotellets restaurant. Den er præmieret for sit køkken af  Sapmi Slow Food og er offiecielt en del af slow-food bevægelsen i Sverige, der prioriter lokale råvarer og retter.  Vi fik en dejlig hjortemedaljon med tilbehør, og drak en god svensk øl til. En fin afslutning på opholdet.

Dag 8.

Næste dag var det afgang mod Stockholm, så efter at have haft et par dejlige dage i Abisko pakkede vi igen Yrsa ( som motorcyklen var blevet døbt) og forberedte os på et par lange køredage inden vi ramte Stockholm. Vi hilste på et finsk par, som også havde overnattet på Abisko Mountain Lodge. De var på vej til Nordkap. Deres motorcykel var knap så komfortabel som vores, så lige i det øjeblik var jeg lidt glad for mit bagsæde, selv om de næste par dage blev nogle af de værste rent køremæssigt.

De finske mc-farende.