tirsdag den 3. januar 2012

Kender du Arne Dahl?

Jeg havde egentlig planlagt den helt store læseindsats i juleferien, men nåede ikke så meget. En af dem jeg ville nå, var den seneste af Arne Dahl, Hviskeleg.  Arne Dahl er svensk krimiforfatter af en anden kaliber. Han mestrer at fastholde sin læser i en spændende fortælling, men udover spændingmomentet i fortællingen, er der også fantastiske passager af mere poetisk og filosofisk art. Han har skrevet 11 bøger om A-gruppen, en gruppe under Rikskrim med et noget broget persongalleri, der tager sig af krimisager med et internationalt element. Jeg var så heldig at høre Arne Dahl på krimimessen  I Horsens foråret 2010. Arne Dahl er et psydonym for Jan Arnald. Han virkede på messen som en ret tilbageholdende, lidt genert mand, men krimibøger kan han altså skrive.
Her i den tolvte bog i rækken, som dog kan læses som en selvstændig bog, flytter han flere af gruppens medlemmer ud i den store vide verden, hvor Paul Hjelm er blevet chef for Interpols nye multieuropæiske opklaringsgruppe.

Han introducerer nye personer i galleriet, hvilket er forfriskende og nok også tiltrængt. Jeg imponeres over den tilsyneladende grundige research. Det være sig geografisk, teknisk og historisk. Bogen har måske ikke det samme actionpræget flow, som nogle af de andre bøger, men vinder helt klart ved at foregå i det meste af Europa og ved det nye persongalleri.

Stor var min glæde også, da jeg tilfældigt så at svensk tv i juleferien sendte en filmatisering af den første bog, Misterioso og der tilsyneladende er filmatiseret flere i serien ligesom de kommer på dvd.
Kan du tage svensk tv, så hold godt øje med hvornår de senere på året sender den næste film.  Du kan læse mere om Arne Dahl her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar