Beretning fra et bagsæde.

Del 1.

Sommeren 2011 gav jeg mig selv en udfordring. Jeg gik med til at sommerferien skulle være en MC- rejse til det nordlige Sverige, nærmere bestemt Abisko, som nærmest ligger lige der, hvor Sverige, Norge og Finland mødes i toppen.

Jeg havde set et svensk tv-program, Sommer med Ernst, hvor han var på inspirationstur dertil og jeg blev så betaget af naturen og stemningen i reportagen, at jeg foreslog manden, vores sommerferie kunne gå derop. Jeg havde forestillet mig, det skulle være med tog eller i bil, men det havde manden ikke. Ville jeg dertil, så skulle vi køre på MC. Det tyggede jeg på i et godt stykke tid, men sagde så ja. Jeg er nemlig ikke så vild med at sidde bagpå, men ville jo frygtelig gerne til Abisko. Vi fik monteret en ny forhøjet sissybar, som et ryglæn hedder på en MC. Jeg synes, det gamle var ubehageligt at sidde opad. Jeg havde været med på nogle småture, men ikke noget, der kilometer og strabadsmæssigt kunne måle sig med det, der var i vente.

Den nye sissybar

I maj måned var vi  på en ” træningstur” til Samsø. Dels for at afprøve køre-tøjet og cyklen samt hvor meget vi kunne pakke ned i sidetaskerne og tasken på bagagebæren på MC-en. Turen til Samsø gik godt, men det var nu alligevel med bævrende hjerte, jeg satte mig op på cyklen den søndag i juli, hvor der var afgang. Vi havde overvejet forskellige ruter, men endte med at tage færgen Frederikshavn-Göteborg, for at undgå turen over Sjælland og stykket fra Malmø og op. Motorcyklen, som jeg skulle komme til at kende godt, er en Yamaha Royal Star 1300A fra 1998.

                                     Cyklen med fuld oppakning.

Inden turen havde jeg meddelt at distancen per dag ikke skulle overstige 500 km og at manden ikke skulle bryde sig om at køre ret meget mere end 100 km i timen med mig bagpå. Allerede på turen til Frederikshavn brød han denne regel. Vi var, trods alle beregninger, kommet lidt for sent af sted, så han måtte have cyklen op på 120. Hmmmm.

Nå, men vi nåede da færgen. Det var stegende varmt allerede, så jeg fik en forsmag på, hvor meget jeg indimellem skulle komme til at svede i mit køre-tøj. Ombord på færgen havde vi bestilt lunch, som var den første ud af mange gange, vi skulle spise på restaurant.

Skærgården i indsejlingen til Göteborg.

I Göteborg havde vi valget imellem vest eller øst om Vänern og det endte med øst om. Det var frygtelig varmt. En overgang kørte jeg kun med undertøj under køretøjet. Tænk ikke lige på, hvordan det så ud, når vi holdt pause og jeg nærmest smed det meste af køre-tøjet. J Vi planlagde pauser med ca. 100 km interval. Tro mig, flere kritiske steder trænger også til at få øget blodgennemstrømningen efter 100 km på et motorcykelsæde.

Den første dag på cyklen bød på mange bumb. Det virkede som om, svenskerne havde besluttet sig for at have vejarbejde i gang lige der, hvor vi skulle køre.

Da klokken var ved at være syv om aftenen kunne jeg i hvert fald ikke mere, så vi blev enige om, at det vist var tid til at finde overnatning. Det var egentlig gået okay. Cyklen kørte, som var den bygget til en Sverigestur. Den var stor at manøvre rundt, men det var jo primært mandens problem. Han syntes dog ikke altid, jeg var helt god til at slappe og følge med i kurverne men det fik jeg da til dels lært. Vi endte i Mariestad, en yndig by ved Sverige største sø Vänern. Inden turen havde vi investeret i en gps til motorcyklen. Den foreslog flere overnatningsmuligheder, men viste ikke noget om pris. Vi havde tænkt os, vi primært skulle overnatte på B&B, men det skulle vise sig ikke at være så nemt. Vi endte på Hotel Vänersport med en overnatningspris på 1050 svenske kroner incl. frukost. Hotellet var okay, men måske et kælderværelse ikke helt var prisen værd. Området var meget idyllisk, byen fra 1600-tallet og meget smuk. Efter at have smidt alt tøjet, taget det obligatoriske bad, logget på nettet, og tjekket vejrudsigten, gik vi en tur i byen for at proviantere.

Dagens etape var på 465.1 km plus færgeoverfarten.

                                           Hotel Vänernsport

Senere på aftenen gik vi tur langs søpromenaden og den lille havn, hvor der var liv og glade dage og en smuk solnedgang.

 

Næste dag stod vi op ved halv 8 tiden, spiste morgenmad, pakkede cyklen, på med køretøjet og så af sted. Vi diskuterede lidt om det var rarest at komme tidligt af sted og have god tid til i ro og mag at finde natlogi. Denne første morgen kom vi først af sted ved halv 10-tiden og det var for sent, så resten af tiden stod vi tidligere op, men så var vi den erfaring rigere.

Hjemmefra havde vi læst om en Picasso skulptur, der skulle ligge i nærheden af Kristinehamn, så det var dagens første mål. Kristinehamn ligger i Värmland og er opkaldt efter dronning Christine. Undervejs gjorde vi holdt ved en butik for at købe lidt til frokost. Når man kører på motorcykel, sker der det forunderlige, at mange gerne vil hilse på og når vi gjorde holdt, var der ofte nogen, der kom hen og ville snakke. Hyggeligt.  :-) Vi havde det danske flag sat på cyklen og det lokkede mange danskere til rundt omkring. Uroligt hvad det flag holdt til undervejs, men det var helt og fint, da vi nåede hjem igen.

Vi fandt forholdsvis hurtigt vejen til skulpturen, som betød ekstra 25-30 km. I en bil lyder det ikke af ret meget, men på en MC betyder de ekstra kilometer hurtigt lidt mere ømme baller, knæ og ryg, men dette her var omvejen værd.

Picassos monumental skulptur er skænket til Kristinehamn af Picasso i 1964 og udført af Carl Nesjar i en beton, der skulle kunne holde i mindst 2000 år. Picasso skulle efter sigende blot have skrevet oui på aftalen, da han valgte Kristinehamn til sin 15 meter høje monumentalskulptur i serien ''Les dames de Mougins''. Han fulgte tilblivelsen via fotos og video.

Skulturen var ret særpræget og havde udpræget Picassostil, som den stod der som et sømærke. I nærheden var der en lille udstilling, der beskrev processen og hertil et lille traktørsted i et område med mange små (fiske)hytter. Et dejligt sted til en velfortjent pause.

En brugt midsommerstang på pladsen foran skulpturen. Tydeligvis et samlingssted for områdets mange beboere. Efter dette kunsteriske indslag gik turen videre nordpå og ind til midten af Sverige.